Superbike-VM: Rea 0,1 sekund fra VM-titlen på Sepang

WSBK Sepang 2015Blot én placering – det var alt, hvad Jonathan Rea manglede for at at kunne rejse fra weekendens afdeling på Sepang-banen i Malaysia som nykronet Superbike-verdensmester. Men Kawasaki-kørerens VM-fest blev spoleret af Ducati’s Chaz Davies, der snuppede en ultratæt sejr i Løb 2 – 0,091 sekund foran Rea. I løb 1 var rækkefølgen omvendt og afstanden mellem de to 0,121 sekund.

Dækkenes holdbarhed blev en afgørende faktor på Sepang, hvilket Tom Sykes bittert måtte erfare. Rea-kollegaen brillerede ellers med karrierens 28. pole position, og han startede i et tempo, som ingen kunne hamle op med. Efter to omgange havde han sat Chaz Davies på 2.-pladsen med 1,5 sekund, og på 7. omgang var Sykes’ forspring oppe på 3,2 sekund. Men efter 10 af løbets 16 omgange var Sykes’ dæk færdige, og Kawa-køreren satte hele 15 sekunder til på de tre sidste omgange.

Rea havde fra starten ligget på 3.-pladsen og holdt et tempo, som ikke ødelagde dækkene, og på de sidste omgange slog han til og erobrede sejren foran Davies. Tidligere dobbelte SBK-verdensmester Max Biaggi gæstede på Sepang for anden gang i år serien som Wild Card-kører for Aprilia, og han imponerede med en 3.-plads.

Den teatralske romer spillede en uheldig rolle i Løb 2, som startede dramatisk, da Honda’s Sylvain Guintoli ændrede linie i sving 1 og dermed skubbede til Biaggi, der havde Sykes på ydersiden. Aprilia-køreren styrtede, og Sykes røg ned på en 14.-plads. Han fik kørt sig frem til en 8.-plads, indtil et styrt på 6. omgang sendte ham tilbage på 19.-pladsen.

I front lignede Davies en mand i fuld kontrol, indtil Rea på sidste omgang fik forvandlet Ducati’ens forspring på 1,5 sekund til det rene ingenting. Kawasaki’en var kortvarigt forrest, men Davies slog tilbage, så eftertrykkeligt at Rea nær var styrtet, og Ducati-køreren vandt altså med mindre end 0,1 sekunds forspring.

Næste afdeling køres på Jerez den 20. september, og her behøver Rea blot indkassere 6 point, før VM-titlen er i hus.

VM-stilling efter 10 af 13 afdelinger (20 løb)
Rea 452, Davies 308, Sykes 295, Haslam 259, Torres 186, Guintoli 162, vd Mark 125, Giugliano 119 …