Superbike-VM: Rea og Haslam på toppen på Phillip Island

SBK 1 2015 res 11Superbike-VM 2015 fik natten til søndag en flyvende start med to vildt spændende løb. Jonathan Rea startede på poleposition i sit første race for Kawasaki, og i løb 1 slog han sin tidligere Honda-kolllega, den nybagte Aprilia-kører, Leon Haslam med blot 0,039 sekund efter en benhård kamp, som også inkluderede Ducati’s Chaz Davies. Haslam havde tydeligvis tempoet til en sejr, men på 15. omgang kom han forkert ind i den hurtige venstre før Honda-hårnålen og satte dyrebar tid til efter en tur i græsset.

Tidligere verdensmester Tom Sykes måtte også en tur ud på banens kant efter en bremseduel med Supersport-verdensmesteren Michael van der Mark, der gjorde en flot figur i sit første Superbike-løb for Honda.

Ret imponerenede var det også at se Troy Bayliss, som med dags varsel trådte til som afløser for Davide Giugliano, der er ude i tre måneder med frakturer på de to første lændehvirvler. Den tidligere tredobbelte verdensmester startede som nummer 13, og på anden omgang var han helt oppe på 7.-pladsen. Det hele blev dog for febrilsk for Bayliss, som ikke havde nået at træne forud for løbet, og han gled siden ned på en 13.-plads.

SBK 1 2015 res 22
I løb 2 startede Rea igen perfekt, skarpt forfulgt af Chaz Davies’ Ducati, Haslams Aprilia og van der Marks Honda. På ottende omgang rykkede hollænderen frem på 3.-pladsen og en omgang senere var han i føring. Over fire omgange lignede han en mulig vinder, indtil en fejl sendte ham ned på 4.-pladsen, og fire omgange fra mål styrtede han.

Kampen om sejren stod igen mellem Rea og Haslam, som på løbet sidste 10 omgange skiftedes til at føre flere gange. Rea var dog forrest gennem den hurtige venstre, der fører ind til langsiden og målstregen, men ud af slipstrømmen og med et bedre drive ud af svinget kom Leon Haslams Aprilia, der var 0,011 sekund foran Reas Kawasaki ved det ternede flag. Igen blev Chaz Davies nummer tre. Troy Bayliss fik problemer med dækkene og sluttede næstsidst efter et pitstop.

Efter første afdeling af Superbike-VM er pointstillingen således: Haslam og Rea 45, Davies 32, Sykes 23, Guintoli 20, Terol 18, Camier 14, Torres 12, Baiocco 12, vd Mark 11.

Anden afdeling af Superbike-VM køres den 22. marts på Chang International Circuit i Thailand.

Annonce

Annonce