Superbike-VM: To sejre til Rea i Thailand

Buriram_Rea_pfDer var dobbeltkrammer fra Kawasaki-mandskabet til Jonathan Rea, da Superbike-VM for første gang gæstede Thailand og afviklede årets anden VM-afdeling på den nyyanlagte bane i Buriram. Rea startede sin anden løbsweekend som ZX-10R-kører i forrygende form ved at score sin anden Superpole af to mulige. Og selv om den nordirske kører i begge starter fik lidt mere forhjulsløft, end godt er, så var han også begge gange første mand i første sving, som i øvrigt ligger ganske tæt på startstregen på den thailandske bane.

I søndagens løb 1 holdt Kawasaki-køreren hele tiden et par sekunders afstand til Aprilia’s Leon Haslam, som var eneste seriøse konkurrent til Rea. Suzuki’s Alex Lowes styrtede fra 3.-pladsen på 11. af de 20 omgange (men kom dog på hjulene igen og kunne køre i mål på en 6.-plads, som dog blev til en 7.-plads grundet en overhaling i gul flagzone), og herefter blev kampen om sidste plads på sejrsskamlen et slag mellem Reas teamkollega Tom Sykes og Aprilia’s Jordi Torres, som endte til Kawasaki’s fordel. Chaz Davies lå faktisk mellem de to, da han på 8. omgang smed sin Ducati i opløbskurven. Davies’ midlertidige teamkollega, Troy Bayliss, var nummer seks på første omgang, men sluttede løbet på en 8.-plads. Han blev dog flyttet en plads tilbage efter overhaling i gul flagzone (samme episode som Lowes).

I løb 2 havde Haslam trods diverse finjusteringer af Aprilia’ens setup endnu sværere ved at hænge på Rea. Og med et par kørefejl på første omgang lukkede han både Lowes og Davies forbi. På 4. omgang styrtede Ducati-køreren dog for anden gang på denne søndag – nu i hårnålen efter langsiden – og kort tid efter måtte Lowes se sin mulige 2.-plads overtaget af Leon Haslam. Tom Sykes sluttede på 5.-pladsen. Regerende Supersport-verdensmester Michael van der Mark kørte sin Honda i mål på en 6.-plads, men blev efter løbet tvunget en plads tilbage grundet en efter løbskommisionens vurdering farlig overhaling af teamkollega og regerende Superbike-verdensmester, Sylvain Guintoli, som i stedet fik tildelt 6.-pladsen. Bayliss blev nummer 11.

Efter to VM-afdelinger (fire løb) er pointstillingen således: Rea 95, Haslam 85, Sykes 50, Guintoli 41, Torres 39, Davies 38, Lowes 32, Baiocco 30, Terol 26, Mercado 21.