Thomas Kjer Olsen forsvarer sin 1.-plads i VM

Trentino i Italien dannede rammen om 4. afdeling af VM i motocross, som blev afviklet i forgangne weekend. Danske Thomas Kjer Olsen kom på hårdt arbejde for at forsvare sin føring i den samlede VM-stilling, men danskeren ligger stadig i front med 20 point ned til den samlede nr. 2.

De sidste par uger er danske motocrossfans blevet forkælet helt ekstraordinært. Thomas Kjer Olsen fra Sønderborg Motor Club har været indehaver af den røde nummerplade, som symboliserer hans føring i den samlede VM-stilling, siden 2. afdeling af VM. Selvom danskeren blev udfordret på italiensk jord i forgangne weekend, ændrede det ikke på, at han stadig ligger i front i den samlede VM-stilling for MX2-klassen.

Thomas Kjer Olsen kæmpede hårdt for sine placeringer i begge heat. En fejl på anden omgang af første heat betød, at Thomas røg et godt stykke tilbage i feltet, men han fik kæmpet sig op igen og kørte over målstregen som nr. 5 i første heat. I andet heat holdt Thomas længe placeringen som nr. 5 og var også oppe at ligge nr. 3 et godt stykke tid, inden han sluttede heatet af som nr. 4. Dette gav en samlet 5.-plads på dagen.

Spanske Jorge Prado viste endnu en gang stor styrke og vandt begge heat foran henholdsvis belgiske Jago Geerts, der tog 2.-pladsen i begge heat. Franske Tom Vialle og britiske Ben Watson tog sig af 3.-pladserne. Samlet på dagen blev Jorge Prado nr. 1, Jago Geerts nr. 2 og Tom Vialle nr. 3.

Trods det blandede resultat i Italien er Thomas Kjer Olsen tilfreds med situationen.

– Det har ikke været den perfekte weekend her i Italien, men jeg fører stadig MX2-klassen, og jeg synes, at jeg viste god fart. Alle ved, at denne bane er svær at overhale på, og det oplevede jeg også i første heat. I andet heat gik det bedre, men efter at have ligget nr. 3 på så mange omgange, er det hårdt ikke at få et top 3-resultat. Men at komme ind som nr. 5 og 4 giver mig gode point til den samlede stilling. Jeg vil blive ved med at arbejde hårdt i de kommende uger, så jeg er 100 procent klar til næste GP.

Thomas Kjer Olsen har nu et forspring på 20 point ned til Jorge Prado i den samlede stilling. Lige i hælene på Jorge Prado ligger tyske Henry Jacobi med 3 point op til spanieren.

Der er nu små fem ugers pause, før kørerne vender tilbage til Italien, når 5. afdeling af VM i Motocross afvikles i Lombardiet den 12. maj.

Sammen med VM blev der også kørt EMX 250 og EMX 125 i Trentino. I EMX 250 sluttede danske Glen Meier på en samlet 12.-plads. I EMX 125 var der dansk deltagelse af Rasmus Pedersen og Magnus Smith, som sluttede som henholdsvis nr. 19 og nr. 26 på dagen.