Thomas Kjer Olsen tilbage på sporet

Sjette afdeling af VM i motocross løb af stablen i Italien i weekenden. Danskerne i MX2-klassen viser fortsat gode takter og Thomas Kjer Olsen er nu tilbage i den samlede top-10 efter en solid præstation på den udfordrende Faenza bane.

Thomas Kjer Olsen kørte måske ikke sine bedste runder på Faenza, men den udfordrende bane voldte problemer for flere af konkurrenterne med flere styrt. Det gav danskeren mulighed for at levere en solid præstation med hhv. en 9.- og 7.-plads i første og andet heat, med en samlet placering som nr. 6 på dagen. Det skulle dog ikke blive uden kamp, hvor holdkammeraten Jed Beaton blandet andet udfordrede danskeren undervejs. Thomas er nu rykket op på en 9.-plads i den samlede VM-stilling.

– Det var fantastisk at være ude at køre igen efter en hård omgang i Letland. Nu kan jeg køre fokuseret og uden smerter, så dagens løb var virkelig en god oplevelse. Dagens resultater viser det måske ikke, men overordnet er jeg rigtig glad og jeg har nu et godt udgangspunkt for at køre de næste to afdelinger her på Faenza. Det tog lidt tid at finde rytmen i første heat, og det virkede til, at kørerne omkring mig havde samme udfordring. Så det var svært at komme frem i feltet. I andet heat overhalede Jed mig, og jeg var i stand at blive lige bagved ham, som holdt mig fokuseret. Det var et godt, solidt løb. Jeg kan rigtig godt lide banen her, og jeg ser frem til at køre igen på onsdag, siger Thomas Kjer Olsen.

Landsmanden Mikkel Haarup hænger også ved og ligger i øjeblikket på 10.-pladsen i den samlede VM-stilling. Danskeren fik kørt sig til et par point i første heat, men styrtede desværre i dagens andet heat og fører nu med to point over nærmeste konkurrent. Chancerne for at udvide føringen er dog stadig gode for Mikkel, der i de første afdelinger har vist, at han bestemt hører til i VM-feltets top-10.

Annonce

Annonce