Thruxton Ace – en hyldest til verdens mest berømte kaffebar

LD - Triumph - Thruxton Ace - 1011Som en hyldest til Ace Café – oprindeligt truckernes foretrukne kaffebar udenfor London, men siden et legendarisk samlingssted for motorcyklister – lancerer Triumph nu specialmodellen Thruxton Ace Special Edition.

Ace-udgaven af Triumph’s nyklassiske caféracer står flot i sin Pure White/Jet Black-lakering – med det sorte smurt grundigt ud over diverse dele såsom motorens top- og sidedæksler, styr, støddæmperfjedre, hjulnav og fælge. Modellens specielle sæde er polstret i okseblodsfarvet betræk, og den hvide pukkel med sort nummerfelt kan naturligvis tages af, hvis du vil dele turen med nogen.

Motoren og den øvrige mekanik er der ikke ændret på. Der kommer altså stadig 69 hk og ligeså mange Nm fra twin’en på 865 kubik.

Thruxton Ace Special Edition fremstilles i blot 1300 eksemplarer. Der kommer 15 til Skandinavien og kun ét eksemplar til Danmark. Prisen er 187.999 kr.