Toftlund Mc har Nordens bedste BMW-værksted

ToftlundToftlund Mc er netop blevet kåret som det BMW-motorcykelværksted med den højeste kundetilfredshed i Norden. Udnævnelsen skete på motorcykeludstillingen EICMA i Milano. Kåringen er sket på baggrund af en undersøgelse af kundetilfredsheden på autoriserede BMW-værksteder i Norge, Sverige, Finland og Danmark.

Poul Astrup og Jan Ahrenkiel overtog Toftlund MC i 1992. Begge var udlært i motorcykelbranchen, de var energiske og fulde af forventninger til at videreføre den igangværende forretning, som dengang også servicerede biler. Poul Astrup gik i gang som butiks- og lagerchef, mens Jan Ahrenkiel blev værkfører i den fælles forretning. Dengang som nu, finder man forretningen på Koldingvej 24 i Toftlund, lige midt i Sønderjylland.

Poul Astrup fortæller, at han blev meget overrasket, da han, få minutter inden selve overrækkelsen, blev bedt om at forberede en tale. Hverken han eller Jan Ahrenkiel havde nogen anelse om, hvad der foregik. Mens Jan gik hjemme i Toftlund og lavede service på en ældre R100 RS, blev Poul kaldt op på scenen ved BMW’s forhandlermøde på EICMA. Efter en rosende tale af BMW Motorrad’s nordiske direktør, Lennart Bäckström, fik Poul Astrup overrakt diplomet.

– Vi er naturligvis meget stolte over at blive hædret som det BMW-værksted, som har den største skare af tilfredse kunder i hele Norden. Det er helt fantastisk. Vi og vores personale yder og gør vores bedste hver eneste dag. Vi har et stort ønske om at give vore kunder den bedste service og de bedste råd og vejledninger. Det ligger os meget på sinde, at kunderne skal forlade forretningen i vished om, de har fået den bedst tænkelige behandling og service, uanset i hvilken anledning de besøger forretningen, siger Poul Astrup.

– Derfor er det også helt fantastisk, at vore kunder er så tilfredse og glade for at komme her, at de mener, vi er berettigede til denne hæder. Vi er dybt rørte og vil gerne sige en stor tak til hver og én af vore kunder. Også en stor tak til hele vort personale, som har en stor del af æren.

Toftlund Mc har syv ansatte. Randi Ahrenkiel er ansat i bogholderi og salg. Lars Kragh holder lageret ajour, samtidig med han giver en hånd med ved disken. På værkstedet arbejder Glen Rhode, Michael Juel Hansen, Benny Kristensen og Jan Ahrenkiel.

Annonce

Annonce