Video: Her gør airbag-dragten den store forskel

Superbike-kører Leon Haslam kan formentlig takke sin airbag-dragt fra Dainese for, at han i gå og stå i dag. Mandag slog han adskillige kolbøtter, da han blev skudt af sin Kawasaki ved over 200 km/t efter en dramatisk kollision med James Ellison ved andet løb i British Superbike på Oulton Park.

De to kæmpede, med James Ellison forrest, indædt om 2.-pladsen, og de var med gassen i bund på vej ud af den hurtige Druids-kurve, da Ellisons Yamaha pludselig tabte fart. Haslam forsøgte at undvige, men klippede bagenden på R1’eren, og han blev sammen med sin ZX-10R sendt på en vild flyvetur.

Heldigvis blev Haslam ikke ramt af sin motorcykel, men han havde også glæde af sin D-Air dragt, der udløste sin gaspatron og fyldte luftpuderne ved kraveben, nakke, og torso. Dainese har siden 2008 været pionerer i udviklingen af airbag-dragterne, som næste år bliver obligatoriske i MotoGP.

Teknologien, som er udviklet i professionel racing, fås også til hobbyracere og landevejskørere.

Annonce

Annonce