Video: Vi kører Honda’s nye VFR 800 X Crossrunner

Honda-Crossrunner-800-YM15-4456Første generation af VFR 800 X var en rigtig velkørende allroundmotorcykel, men blev aldrig nogen salgssucces. Det ændrer sig formentlig nu, hvor Honda lancerer anden generation af Crossrunner, som i både design og koncept er trukket lidt mere i retning af storesøsteren Crosstourer med mere adventure-præg.

MOTORRAD Danmark har kørt den nye Crossrunner på skønne snoede bjergveje nord for Malaga, og første indtryk er særdeles positivt. Motoren er reelt løftet direkte over i Crossrunner fra 2014-nyheden VFR 800 F, og V4’erens ydelse, som er vokset med 3 hk til 106 og med 2 Nm til 75, sikrer rigelig power til både touringkørsel og sjov på de snoede veje. Selvfølgelig reagerer den 4-cylindrede motor ikke så kontant på gassen som en stor twin, men den er uhørt kultiveret, den trækker overbevisende i bunden, og den bliver decideret gadedrenge-bisset, når VTEC-systemet skifter fra 2- til 4-ventilet drift ved 6500 o/m, og indsugningen snerrer som en tunet Alfa Giulietta. Ændringer på motorstyringen har desuden gjort dette skift mere blødt, så motoren er både energisk og harmonisk.

Honda-Crossrunner-800-YM15-4464Kørestillingen er blevet mere opret og komfortbetonet, og den ligeledes komfortafstemte affjedrings øgede vandring er et plus, når asfalten på småvejene er hullet og ujævn. Bremserne, som er opgraderet med radialcalipere fra Tokico på 310 mm skiver (før 296) leverer god kraft, men har mindre spontant bid, end vi plejer at opleve det med radialbremser. Den nye plexirude giver betydelig bedre vindbeskyttelse end forgængerens, og det brede sæde er behageligt at sidde på – formentlig også over længere stræk.

2-trins traction control og 5-trins styrvarme er standard, men lidt overraskende skal midterstøtteben købes som ekstraudstyr.

Med lanceringen af den nye Crossrunner stiller Honda VFR-kunderne overfor et reelt valg: Skal jeg sidde foroverbøjet på en kåbeindpakket F-model, eller skal jeg nyde udsynet og komforten fra den nye VFR 800 X? Efter en prøvetur på begge vil de fleste nok vælge Crossrunner. Især hvis prisen, som endnu ikke er på plads, kan holdes under 200.000 kr.

Den fulde prøvekørsel af Honda VFR 800 X Crossrunner kan læses i næste nummer af MOTORRAD Danmark.

Annonce

Annonce