WorldSBK støtter australske ofre for skovbrande med velgørenhedsauktion

Forud for 2020-sæsonens første afdeling af Superbike-VM på Phillip Island, der skydes i gang om mindre end to uger, har kørere, teams og arrangører i fællesskab organiseret en velgørenhedsauktion til hjælp for ofrene for de australske skovbrande.

De indsamlede midler går til BlazeAid, en frivillig organisation, der arbejder sammen med familier og enkeltpersoner i landdistrikter, der er påvirket af brande og oversvømmelser. Siden BlazeAid blev grundlagt i 2009, har de mobiliseret mere end 20.000 frivillige til bekæmpelse af skovbrande.

WorldSBK-auktionen arrangeres gennem CharityStars, og under hammeren kommer et fantastisk udvalg af kører- og team-grej og memorabilia – samt nogle fantastiske fan-oplevelser. Ved testkørslerne på Jerez og Portiimao har WSBK-organisationen, kørere og team samlet eksklusive hjelme, læderdragter, handsker og andre effekter, som ikke kan købes for penge, til auktionen.

WSBK-rookien Scott Redding går all in og tilbyder sin læderdragt fra testkørslerne, hans Ducati-teamkollega Chaz Davies har doneret sin hjelm, mens Toprak Razgatlioglu, som i år sadler om til Pata Yamaha WorldSBK Official Team, giver sine handsker og visir. Den femdobbelte og regerende verdensmester, Kawasaki’s Jonathan Rea har også doneret handsker og støvler, mens Michael van der Mark (Pata Yamaha WorldSBK Official Team) har doneret kneesliders, et visir og støvler. En carbon-forskærm fra BMW Motorrad WorldSBK Teams, underskrevet af Tom Sykes og holdkammerat Eugene Laverty, er endnu et bidrag.

Det er også muligt at købe oplevelser på auktionen. Dorna WSBK Organization tilbyder eksklusive pit lounge-pas og “bag kulisserne”-oplevelser som er perfekte til enhver WorldSBK-fan, der ønsker at komme helt tæt på. Passene inkluderer to par WorldSBK Pit Lounge-pas til en valgfri 2020-afdeling samt et par WorldSBK Behind the Scenes Experience-pas, hvilket helt unikt giver den vindende byder adgang til startgrid’en, en omgang i Safety Car’en og meget mere.

Auktionen begynder i dag og slutter den 3. marts, så du skal til tasterne nu, hvis du vil sikre dig et stykke WorldSBK-historie – og give en hjælpende hånd til værtslandet for 2020-sæsonens åbningsløb. Australien har altid haft en særlig betydning for Superbike-VM, og nogle af de største navne i denne sport, såsom Troy Corser og Troy Bayliss, kommer fra Down Under, hvilket gør auktionen til en hjertesag for alle i ryttergården i denne tid.

Se den fulde liste over emnerne på auktionen og byd via dette link www.charitystars.com/bushfiresaction

Annonce

Annonce