Yamaha præsenterer en lettere, stærkere og mere avanceret MT-09 til 2021

Siden lanceringen i 2013 har MT-09 været et hit hos mc-køberne. Nu bliver den populære mellemklasse-streetbike med det provokerende udseende og den growlende motorlyd endnu bedre – takket være en lang række opdateringer og fornyelser.

889-kubikkeren med tre cylindre er blevet 4 hk stærkere og yder nu 119 hk ved 10.000 o/m. Men samtidig lover Yamaha mere kraft over hele spektret. Det maksimale moment hedder nu 93 Nm og topper allerede ved 7000 o/m (1500 o/m tidligere end før), samtidig med at brændstoføkonomien er forbedret. 

Den totalt fornyede motor fodres af en helt ny ride by wire-styret indsprøjtning, som via en 6-akset IMU åbner for en godtepose af elektroniske hjælpemidler. Udover køreprogrammerne 1, 2 og det personligt indstillede M får du nedlægningsafhængig traction control, slide- og wheelie control samt tovejs quickshift. 

1,4 kg er sparet på den nye udstødning, som sender triplens sound ud i stereo med lyddæmpere i både højre og venstre side. Det nye Deltabox-stel, som har forbedret styrke/flex-balance og 50 procent mere sideværts vridningsstabilitet for bedre feedback til køreren, er sammen med hjælperammen og svinggaflen 2,3 kg lettere end forgængerens. 

Hjulene, som er i nyt design og 700 gram lettere, styres for og bag af opdateret affjedring, som er fuldt justerbar fortil. Og bremserne, som låner teknologi fra R1 og har kurve-ABS og kombi-funktion. Endelig forkæles den nye MT-09-kører med info fra et 3,5” TFT-display, som styres med en knap på styret.



MT-09 årgang 2021 er i butikkerne i marts, og prisen bliver 124.900 kr. Vi glæder os til første prøvekørsel.

Annonce

Annonce