Yamaha Supercross & Freestyle i Jyske Bank Boxen

Fredag den 31. januar og lørdag den 1. februar køres der Yamaha Supercross & Freestyle Show for 26. gang, og med Jyske Bank Boxen til at danne rammen om den spektakulære event er der garanti for en oplevelse i særklasse.

Supercross-stjerner fra alle egne af kloden er klar til at kæmpe for titlen som ”King of Herning”, når de slippes løs på den anlagte bane i Boxen, og det er en titel, som ingen dansker har haft indtil nu. Svenskere, englændere, new zealændere, franskmænd samt kørere fra flere andre nationer har taget titlen, men der er altså endnu ingen danskere, der har formået at vinde samlet henover fredag og lørdag for på den måde at kunne løfte det helt store trofæ. Om det bliver ved den 26. udgave af løbet, vil tiden vise, men publikum står helt sikkert bag de danske kørere.

– Det er egentlig utroligt, at vi ikke har haft nogen dansk vinder endnu, for med den opbakning, der kommer fra publikum, er det lige før, man får vinger som dansk kører i Jyske Bank Boxen. Stemningen får lige et ekstra hak op, når en dansk kører bliver præsenteret, og jeg er ret sikker på, at vi nok skal få nogle danskere i finalen, så publikum kan holde med deres favoritter hele vejen, siger eventchef Lars Green.

Som altid er de spektakulære motocross freestyle-kørere med på plakaten, og når der ikke køres supercross på banen, giver de publikum en på opleveren med tricks, som man ikke skulle tro var mulige.

– Det er næsten umuligt at beskrive, hvad de gutter kan lave på en crossmaskine, og hver gang vi tror, det ikke kan blive vildere, får den lige en tand ekstra. Det er lidt for tidligt at afsløre, hvilke freestyle-kørere, vi får til Herning i år, men vi er igen i år i snak med nogle, der kan levere et fantastisk show, siger Lars Green.

Yamaha Supercross & Freestyle Show afvikles fredag den 31. januar og lørdag den 1. februar 2020, men allerede nu har du mulighed for at sikre dig en billet til den 26. udgave af showet i Jyske Bank Boxen.

Er du hurtigt ude og bestiller en børnebillet til Supercross på aspshop.dk inden den 1. december, så får du en gratis børnebillet til bil- og motorcykeludstillingen Motorshow 2020 med som gave. 

Du kan bestille billet på www.aspshop.dk og læse mere på www.supercrossherning.dk