A1-kørekort til 16-årige i sigte

RS4 125 ReplicaMåske får 16-årige i Danmark inden længe mulighed for at køre motorcykel på 125 kubik og med op til 15 hk. Kim Christiansen (DF), Villum Christensen (LA) og Rasmus Jarlov (KF) har nemlig den 26. februar fremsat forslag til Folketingsbeslutning B79, der handler om kørekort til stor knallert (AM) og lille motorcykel (A1) for 16-årige.

Ifølge forslagsstillerne skal der stadig være tale om en trinvis erhvervelse af de større motorcykelkørekort, men med den ændring at man kan erhverve sig et kørekort til mellemstor motorcykel med op til 48 hk, når man fylder 18 år. Det store motorcykelkørekort uden begrænsning skal man kunne erhverve med to års erfaring på en 48-hestes motorcykel. Denne trinvise tilvænning kombineret med en tidligere tilvænning til at styre et motorkøretøj vil ifølge forslagsstillerne forbedre trafiksikkerheden.

Og de har jo fuldstændig ret. Tunede knallerter er gode til at lære os, hvordan mekanikken fungerer, men som køretøjer er de livsfarlige. Lad os endelig få de unge mennesker med en grundig køreuddannelse ud at køre på sikre 125-kubikkere med ordentlige køreegenskaber og veldimensionerede bremser.

Læs hele beslutningsforslaget her