Alex står af racet

alex aragonNår FIM Superstock 1000 Cup-feltet stiller til start på Jerez i Spanien på søndag, er det uden Alex Schacht på grid’en. Den unge dansker har valgt at sætte karrieren som motorsportsmand på pause, og han er blevet løst fra sin 3-årige kontrakt med EAB Racing Team.

Alex har længe lignet det største danske roadracing-talent i nyere tid. Han har opnået flotte resultater de seneste fem år (se listen med højdepunkter nedenfor), og i efteråret 2013 fik han opfyldt den drøm, som enhver roadracingkører har. Takket være støtte fra sine faste sponsorer fik han plads i et etableret team, og Ten Kate Junior-teamet, som inden starten på 2014-sæsonen blev til EAB Racing Team, stillede med top-præparerede Ducati 1199 Panigale R-racere, og en fuld sæson som professionel kører i FIM Superstock 1000 Cup lå for hans fødder.

Sæsonens første top 15-placeringer skuffede imidlertid, og det var specielt en udfordring for Alex at se teamkollega Fabio Massei dyste om top 5-placeringer på helt identisk grej. Især Alex’ egne forventninger til placeringer blev et problem, og som så mange elitesportsfolk begyndte han at løbe sur i træning og kostplaner, mens livet udenfor sportens verden passerede forbi. Op til sommerferien besluttede Alex at stoppe på topniveau, og han overvejer nu, hvordan hans motorsportsfremtid skal se ud.

Australieren Jed Metcher, som vandt Superstock 600-EM i 2011, overtager Alex’ plads i EAB Racing Team i resten af 2014-sæsonen.

Alex Amager Foto Michael 052Højdepunkter i Alex Schachts roadracing-karriere
· 2006 Dansk mester Mini Bike
· 2009 Samlet nr. 3 Nordisk Mester Superstock 600
· 2010 Nordisk Mester Superstock 600
· 2011 Junior Supersport 600 Europamester
· 2012 Årets Motorsportstalent
· 2012 Samlet nr. 4 Superstock 600 EM
· 2013 Fuld VM-sæson Supersport 600
· 2014 3-årig kontrakt EAB Racing Team FIM Superstock 1000 Cup