Banebrydende MotoGP-sikkerhed fra AGV og Dainese

Op til weekendens MotoGP på Misano-banen introducerede AGV og Dainese torsdag aften et helt nyt top til tå-koncept. AGV Pista GP R-hjelmen og D-Air-køredragten Dainese Mugello R sætter nye standarder for sikkerhedsudstyr til motorcyklister – begge introducerer nye teknologier og innovationer, og udviklingen er sket i tæt samarbejde med Valentino Rossi på Dainese Science og Research Center.

AGV Pista GP R er en videreudvikling af MotoGP-hjelmen Pista GP, men har bl.a. et større synsfelt og nyt visirlåsesystem. Hjelmens aerodynamik er forbedret med bl.a. den heftigt udseende Biplano-hækspoiler, og komforten er øget med nyt interiør med bedre ventilation. Pista GP R har desuden et væskesystem med interne kanaler og en drikkeventil i hagepartiet. Det har vi ikke set før.

Airbag-dragten Dainese Mugello R D-Air rummer over 25 nye funktioner og flere banebrydende nyskabelser. Vigtigst er udvidelsen af airbag-området fra nakke, skuldre og kraveben til de nedre sider af brystkassen. Dragten er udstyret med et patenteret intelligent katastrofeblink i puklen, der udløses af den komplekse D-Air-algoritme. Mugello R D-Air har desuden en ny adaptiv knækonstruktion, særligt pre-buede tekstil ved albueled, knæhaser og armhuler samt tri-axiale elastiske områder, der ifølge Dainese øger både komforten og sikkerheden.