Bimota tilbage i Superbike-VM

Bimota BB3 SBKAllerede dagen efter meldingen om det nye partnerskab mellem Alstare og Bimota er der overraskende nyt fra hovedkvarteret i Belgien: Etableringen af Team Bimota Alstare Racing, som med den BMW-motoriserede Bimota BB3 stiller til start i den nye EVO-klasse i dette års Superbike-VM.

Teamet stiller op med to kørere. Ikke overraskende er den ene Ayrton Badovini, som også i 2013 kørte for Alstare-teamet, hvor han sammen med Carlos Checa kæmpede med den endnu ikke fuldt udviklede Ducati Panigale. Italieneren får selskab af briten Christian Iddon, som flere gange i 2013-sæsonen imponerede i Supersport-VM på den nye og noget specielle MV Agusta F3 675. Christians far, Paul Iddon, kørte selv en Bimota YB4 i Superbike-VM’s første sæsoner, og vi må heller ikke glemme, at det aller første løb i serien for snart 26 år siden blev vundet af en Bimota (med en ung og vild Davide Tardozzi bag kåbeglasset).