BMW lancerer kurve-ABS til sportsmotorcykler

BMW kurve ABSIkke bremse og styre på samme tid, lærte vi i teorilokalet. Men kørelæreren kendte jo heller ikke BMW’s ABS Pro, der nu lanceres som verdens første kurve-ABS til sportsmotorcykler.

I 2009 var BMW først ude med avanceret sports-ABS på S 1000 RR. Nu udvides konceptet med ABS Pro, der muliggør ABS-understøttet bremsning i sving. Systemet tilpasser bremsevirkningen efter input om bl.a. den aktuelle nedlægningsvinkel, tværgående acceleration og for/bag-hældning, så forhjulet ikke smutter væk under dig, hvis du bremser mere eller senere ind i kurven, end friktionen tillader.

Systemet er udviklet til landevejskørsel, og derfor er ABS Pro kun aktivt i motorprogrammerne Rain og Sport. Trackday-kørere, der foretrækker de mere sportsorienterede programmer Race og Slick, må altså fortsat selv dosere bremsekraften på vej mod apex.

ABS Pro fås fra oktober som eftermonteret ekstraudstyr på topmodellen HP4, men lur os om systemet ikke også finder vej til standard-S 1000 RR årgang 2015.

BMW gør for ordens skyld opmærksom på, at ABS Pro ikke ophæver naturlovene.