Cap’s Harley-Davidson i Valby og Aarhus skifter ejer

Alf_Lars_CAP'sI april 2015 afgik tidligere ejer af Cap’s Aarhus A/S og Cap’s Copenhagen A/S, Chris Anker-Petersen, ved døden. Dette efterlod de to autoriserede Harley-Davidson-forretninger i en slags ”ejerskabs-vakuum”. Den problematik er nu løst, da begge virksomheder er blevet overtaget af Lars Kildholt med Alf Vatne som medejer.

For de der kender Harley-Davidson’s historie, er begrebet “Management Buyout” særdeles velkendt. Det var nemlig det, der skete I 1983, hvor en gruppe af 13 chefer overtog Harley-Davidson Motorcompany fra tidligere ejer AMF. Noget tilsvarende er nu sket i lille Danmark.

Lars Kildholt har siden 2009 været ansat som direktør hos Cap’s Copenhagen A/S. Alf Vatne har været ansat i Cap’s siden 1997 og har siden 2009 været direktør for Cap’s Aarhus A/S. De to kan nu også skrive “Indehaver” på visitkortet.

– Alf og jeg mødtes til et bestyrelsesmøde ultimo april. Her blev vi hurtigt enige om, at vi ville forsøge at overtage begge butikker. Vi har siden 2009 haft et fremragende samarbejde, så det var for os begge helt naturligt at forsøge at finde et setup med fælles ejerskab. Herefter indledte vi forhandlinger med boet, banker og Harley-­Davidson Europe Ltd. Det er ikke nogen skam at sige, at det har været en lang og arbejdsom rejse, men heldigvis lykkedes det, fortæller Lars Kildholt.

– Vores plan er, at vi stort set fortsætter uændret. Selvom vi nu har fælles ejerskab, vil jeg fortsætte som daglig leder af Cap’s Copenhagen A/S og Alf Vatne vil fortsætte tilsvarende i Aarhus. Vores intension er ikke, at der skal ske en hel masse forandringer, men vi har med denne overtagelse sikret, at virksomhederne kan køre uforandret videre i Chris’ ånd. Vi fortætter således også med navnet ”Cap’s”. Vi tror på, at vores snart 20-årige historie har gjort Cap’s til et varemærke, der betyder noget. Alf og jeg er glade for at kunne fortsætte og udbygge vores glimrende samarbejde. Vi er dog først og fremmest glade for, at kunne tilbyde vores i alt 22 medarbejdere fortsat tryghed, ligesom vi er glade for at kunne fortsætte med at levere Harley-Davidson-motorcykler, dele, tilbehør, beklædning og værkstedsarbejde til vores mange kunder, slutter Lars Kildholt.

I anledning af virksomhedsoverdragelsen afholdes der reception hos Cap’s Aarhus A/S mandag den 14. september fra 14 til 17 og hos Cap’s Copenhagen A/S onsdag den 16. september, ligeledes fra 14 til 17. Kunder, venner af butikkerne, leverandører og øvrige forretningsforbindelser inviteres til at komme og hilse på de nye ejere.