Dansk sejr ved VM i motocross

Thomas Kjer Olsen må siges at være tilbage i topform efter en periode med skader i denne sæson. I weekenden kørte en kløgtig Thomas niende afdeling af VM i motocross i MX2-klassen, hvor han kunne stige op på podiet som samlet vinder af løbet i italienske Lombardiet.

Thomas Kjer Olsen lagde godt ud i første heat og var med i toppen af feltet det meste af vejen. Det skulle blive til en hård kamp om 2.-pladsen, hvor danskeren satte ind i de sidste minutter og passerede konkurrenterne på 3.- og 2.-pladsen for selv at ende som nr. 2. I andet heat var Thomas igen med i toppen af feltet.

Løbsstarten var kaotisk, og flere at feltets topkørere styrtede efterhånden mod løbets afslutning. Det var uden tvivl et intenst heat, hvor alle sigtede efter at få point. Thomas Kjer Olsen undgik dog meget af kaosset og fandt nogle kreative linier gennem den smalle Mantova-bane, der gjorde ham i stand til at jagte det forreste felt og ende på en 4.-plads. Det gav danskeren de nødvendige point til at vinde afdelingen og rykke op på en samlet 6.-plads i VM:

– Jeg er ret overrasket. Jeg gik til løbet uden at rigtigt at vide, at jeg stod til at komme på podiet. Det var en vild kamp på banen og jeg er meget glad for min kørsel i dag. Mit mål var at være med i toppen af feltet, og det er også det, vi vil arbejde videre med til næste løb. Jeg har et par hårde løb bag mig, og min selvtillid har ikke været den bedste. Men i denne uge føltes tingene bedre og bedre, og min selvtillid fra sidste år er tilbage. Jeg er bare superglad for at vinde samlet i dag efter så lang tid uden en topplacering. Det er en fantastisk følelse, udtaler Thomas Kjer Olsen.

Ligeledes i MX2-klassen finder vi danske Mikkel Haarup og Glen Meier, som begge havde en fornuftig weekend i Italien. Mikkel Haarup virkede til at være frisk efter sin hovedskade og fandt farten efter en god start i andet heat, hvor han var med i toppen af feltet. Mikkel ligger nu nr. 13 i den samlede VM-stilling.Glen Meier er stadig ved at finde sig til rette i VM-regi og havde også et par gode heat. Desværre væltede han i andet heat og måtte udgå her. Men danskeren viser gode takter i sine VM-løb.

Stabile resultater fra de danske MX-kvinder 
I weekenden blev tredje afdeling af kvindernes VM (WMX) også afviklet i Lombardiet. Her var Danmark talstærkt repræsenteret med Sara Andersen, Line Dam, Malou Jakobsen og Laura Raunkjær.

Sara Andersen kørte overbevisende i begge sine heats, selvom hun desværre styrtede i første heat, da hun kørte ind i en kører, der væltede lige foran hende. Sara kom til gengæld stærkt igen og kom i mål som nr. 3 i andet heat. Hun nåede endte på en 4.-plads på dagen og ligger nu nr. 8 i den samlede VM-stilling.

Line Dam kørte en smule mere forsigtigt i Italien, men præsterede stadig et godt samlet resultat på dagen. Hun kørte sig stabilt ind på en samlet 5.-plads på dagen og ligger nu nr. 6 i den samlede VM-stilling.

Malou Jakobsen kørte overbevisende, men mangler stadig lidt rutine. Efter et flot første heat, hvor hun kom ind på 8.-pladsen, havde Malou sine udfordringer i andet heat med flere styrt, der sendte hende tilbage på en 17.-plads. Malou ligger nu nr. 18 i den samlede VM-stilling.

Laura Raunkjær har i denne sæson sin VM-debut og stadig ved at finde sig til rette i løbene. Hun kørte godt og når akkurat at få point med fra afdelingen med en samlet 25.-plads på dagen. En flot præstation ud fra en VM-debut, hvor hun ligger som nr. 40 i den samlede VM-stilling.

Annonce

Annonce