Endelig: Her kommer Honda CMX 1100 Rebel

Store cruisere drives gerne af store V2-motorer. Den tommelfingerregel har Honda dog valgt at se stort på med lanceringen af CMX 1100 – en længe savnet storebror til CMX 500, der har været mellemklassens mest solgte flyder, siden den kom på markedet for fire år siden.



– Efter vi i 2017 lancerede CMX 500 Rebel, er der rigtig mange, der har efterspurgt en større cruiser. Derfor er vi glade for, at vi nu kan føje en stor klassisk cruiser til vores modelprogram i 2021, siger Mads Hansen fra Honda Motorcykler Danmark.

 – Den nye store Rebel er, med sin kombination af et klassisk og råt look samt den allernyeste teknik fra Honda, helt unik. Du kan få den store CMX 1100 med DTC-gear, og den har som standard en lang liste af udstyr som f.eks. wheelie control, Honda Selectable Torque Control (traction control), fartpilot, LCD-skærm, LED-lys og meget mere, fortæller Mads Hansen.  

– Vi tror også, at prisen vil tiltale mange. For DCT-udgaven vil prisen komme til at ligge lige under 170.000 kr., og for udgaven med manuelt gear lige under 150.000 kr., slutter Mads Hansen, der forventer, at der vil blive rift om de nye CMX 1100 Rebel, når de lander i Danmark.

Motoren, der altså er en række-2’er, er hentet fra seneste generation af Africa Twin, men 1184-kubikkerens oprindelige 102 hk er her reduceret til 87 hypper, som til gengæld afleveres bredt og cruiservenligt. Drejningsmomentet topper med 98  Nm ved 4750 o/m, og takket være krumtappen med 270-graders forskydning både lyder og føles det smidige træk som en V2’ers.