Er Dani Pedrosas karriere forbi?

PedrosaDani Pedrosa var næsthurtigste mand i kvalifikationen til årets første MotoGP, men den 29-årige spanier har måske kørt sit sidste løb. To timer efter søndagens noget skuffende 6.-plads i Qatar meddelte Pedrosa nemlig både pressen og sit team, at han har så store problemer med smerter på grund af opsvulmende muskulatur i højre underarm, at han formentlig må indstille karrieren.

Pedrosa, som er tidligere verdensmester i både 125 (2003) og 250 (2004 og 2005), kører i år sin 10. MotoGP-sæson, og han har før gennemgået to operationer for at slippe for “arm pump”-problemet, som kørerne kalder denne typiske GP-arbejdsskade, hvor hævet muskulatur i underarmen lukker for blodtilførslen i håndledet, hvilket både giver smerter og fjerner håndens følelse med gas og bremse. Pedrosa indrømmede søndag, at han det seneste år har løjet om sin tilstand og sagt, at han ikke længere havde den slags gener. Ifølge Pedrosas foretrukne kirurg, spanieren Xavier Mir, kan en tredje operation næppe løse problemet, men måske ligefrem give Pedrosa varige men.

I skrivende stund er det usikkert, om Dani Pedrosa stiller til start i årets andet MotoGP, der køres om små 14 dage i Texas.