Er du synlig nok i trafikken?

Findes der noget skønnere end den første duft af forår, den første følelse af kraftoverskud, fartvind og fejende kurver, den første tur på yndlingsruten? Nej vel! Årets første motorcykelture er en fryd uden lige.

Vi skal bare huske, at de mange motorcykler på gaden også er en “årets første”-oplevelse for de øvrige trafikanter. Bilisterne har i forvejen svært nok ved at koncentrere sig om kørslen. Der skal sendes sms’er, opdateres facebook og skældes ud på børnene omme på bagsædet. Oveni er der pludselig alle disse 2-hjulere i trafikken, som bilisterne ikke har set i snart et halvt år.

Til 4-hjulernes forsvar skal siges, at det selvfølgelig ikke bliver nemmere at orientere sig, når man sidder inde bag glasset i en fimset kabine og skal kigge forbi hjørnestolper, solskærme og nakkestøtter. På motorcyklen er vi jo så heldige, at forruden følger med, når vi drejer hovedet. 

Det er vigtigt, at vi motorcyklister aldrig glemmer at gøre os så synlige som muligt overfor de andre, som vi deler vejbanen med. Placer dig altid, så du kan se øjnene på den anden trafikant, for har I haft øjenkontakt, så ved han, at du er der. Kommunikation fremmer forståelsen, og et kort nik som kvittering kan forhindre en misforståelse, som ellers kunne få fatale følger.

Men selv om du befinder dig i bilistens synsfelt, kan du risikere at blive overset, hvis du kører på en mørk motorcykel i en sort jakke og med en grå hjelm. Det er muligt, at du ikke gør dig godt i neongult eller -orange, men et par kulører på beklædningen fremmer synligheden. Og dermed muligheden for, at du kan se frem til at køre mange motorcykelture endnu.

Selvfølgelig skal bilisterne være opmærksomme på motorcyklerne, men du kan også selv gøre en forskel. Trafik er et samarbejde, der involverer alle parter. Kør med omtanke – og nyd turen.