Forkæl motorcyklen i vinterpausen

VinteropbevaringDen 1. december er en særlig dag, og ikke kun fordi, nedtællingen til juleaften er startet. Årets første vinterdag betyder for mange danske motorcyklister også en tvungen pause fra 2-hjuleren, fordi deres forsikring skifter til stilstandsdækning den 1. december.

Og det er vel helt o.k. For frosten har meldt sin ankomst, og selv om man kan klæde sig godt og varmt på, så går kørsel i vintermånederne hårdt ud over motorcyklen, når saltbilerne ivrigt spreder deres mineraler.

Har du ikke selv en lun plads til opbevaring af motorcyklen, så kan den komme i hi hos din lokale motorcykelforhandler. Og her sørger mange ikke blot for, at motorcyklen står tilstrækkelig varmt til at forebygge korrosion, men også at luftfugtigheden er rigtig. I forbindelse med vinteropbevaringen er det oplagt at få lavet service på motorcyklen, få friske dæk på, måske et nyt kædekit. Husk i den forbindelse, at udskiftning af dæmperolie og bremsevæske ikke kun er for nørder, men faktisk hører til den regelmæssige vedligeholdelse.

Aftal for god ordens skyld med forhandleren, hvad der skal laves på motorcyklen, og hvad der kan vente. Og glæd dig så til at hente en nyserviceret motorcykel om tre-fire måneder, når foråret titter frem, og vandpytterne ikke længere smager af salt.

Her finder du motorcykelforhandlere, som tilbyder vinteropbevaring.