Her kommer næste generation af Yamaha MT-07

Yamaha er klar med en opdateret genenation af MT-07, der siden lanceringen i 2014 har været Danmarks mest solgte motorcykel. Den populære mellemklasse-streetbike fører sig nu frem med et mere aggressivt design – i fronten markeret af en ny forlygte med Y-formet LED-lys, kompakte LED-blinklys og markante vinger med luftindtag i siderne samt nye former på tanken, der flugter med Yamaha’s seneste Hyper Naked-stil.

Crossplane-motoren på 690 kubik lever nu op til Euro5-kravene og leverer 73,4 hk ved 9000 o/m og 67 Nm ved 6500 – en knivspids mindre end forgængerens 75 hk og 68 Nm. Men trækket er stadig smidigt, og lyden intens og V2-agtig.

Et bredere konisk styr i aluminium gør kørestillingen mere komfortabel og engageret og gavner særligt manøvredygtigheden ved lav fart. Til fornyelserne hører også et nyt LCD-instrument med funktioner, der styres via knapper på styret. 

MT-07 generation 2021 har desuden fået større 298 mm-skiver for (før 282 mm), og den ruller fra fabrikken på de både sportslige og regnvenlige Michelin Road 5.

Nyheden, der vil være i Yamaha-butikkerne til januar, fremtræder i øvrigt med helt nye farver og frisk grafik.