Honda’s bud på The Power of Dreams

Light Weight Super Sports Concept

Light Weight Super Sports Concept

Forud for Tokyo Motor Show 2015, som løber af stablen i dagene 30. oktober-8. november, afslører Honda tre bud på fremtidige modeller under overskriften Power of Dreams.

Tættest på at blive virkelighed er formentlig det såkaldte Light Weight Super Sports Concept, der ligner en kraftigt opgraderet CBR 300 R med elegante og futuristiske former, bølgeskiver og upside down-gaffel. 300-klassen er særlig relevant for nye motorcyklister, men den bliver også stadig mere vigtig for producenterne, for snart får de lette sportsmaskiner deres egen FIM-racerklasse.

NEOWING

NEOWING

Mere fremtidsbetonet fremstår den 3-hjulede Neowing, der ganske unikt kombinerer sin 4-cylindrede boksermotor med kraften fra elmotorer, hvis store moment fra lave omdrejninger sikrer magtfulde accelerationer. Dermed er Neowing os bekendt den første 3-hjuler, der trækker på alle hjul. Blandt andet takket være forhjulenes specielle ophæng har Honda angiveligt kombineret en sportslig køreoplevelse med et 2-hjulet look.

Tredje bud er EV-Cub Concept, der genfortolker Honda’s klassiske Cub-scooter som el-model til brug over kortere afstande. Det centralt placerede batteri er hurtigt at skifte, men el-Cub’en kan selvfølgelig lades direkte fra en almindelig stikkontakt.