Jensens Motorcykler kåret som Indian-dealer of the year 2017

Der var hæder til danskere, da Indian Motorcycle Skandinavien benyttede årets forhandlermøde til at kåre ”Dealer of the year” 2017. Pokalen gik nemlig til Jensens Motorcykler i Horsens og snart også Slangerup.

– Jensens Motorcykler blev Indian Motorcycle-importør og -forhandler den 1. januar 2017, og vi må sige, at danskerne har taget rigtig godt mod Indian Motorcycle. Vores salgstal siger det hele, for vi har solgt 30 procent flere Indian’s end forventet det første år, og vi er allerede godt i gang med 2018, lyder det fra indehaver Brian Jensen.

For at skabe endnu større opmærksomhed om Indian Motorcycles åbnes der på mandag en ny afdeling i Slangerup, så kunderne i det østlige Danmark også har let adgang til de amerikanske motorcykler.

– En af årsagerne til vores succes med Indian er uden tvivl, at man på Kometvej i Horsens kan se hele Indian’s modelprogram fysisk i butikken. Og alle modeller kan prøvekøres. Indian Motorcycle har simpelthen fået sin helt egen afdeling med motorcykler, tøj, udstyr og diverse merchandise. Der er heller ingen tvivl om, at der har manglet et alternativ i dette segment, og det får kunderne nu med det ikoniske brand, endda med 5 års garanti og hvor vi tager alle mc mærker i bytte, siger Brian Jensen.