Kawasaki Danmark forlænger garantien til fem år


Carl Andersen Motorcykler A/S udvider nu garantien på Kawasaki gademotorcykler fra de obligatoriske to år til fem år. Dermed bringer de danske Kawa-importør de grønne på niveau med Honda og Yamaha.

– Som den ældste Kawasaki-importør i Europa er vores erfaring lang. Vi ved, at kvaliteten på Kawasaki-motorcykler er i top, og derfor forlænger vi fra modelårgang 2018 den normale fabriksgaranti til fem år for alle gademotorcykler over 250 kubik, fortæller direktør Marck Lauritsen.

Den forlængede garanti giver tryghed for ejeren i en længere periode, men øger også gensalgsværdien, hvis motorcyklen sælges indenfor garantiperioden. Garantien følger nemlig motorcyklen, så en ny ejer får samme tryghed. Garantien gælder dog kun i Danmark og kun for motorcykler, der er importeret og distribueret gennem det autoriserede danske Kawasaki-forhandlernet.