Lavere afgift slår igennem på motorcykler i alle prisklasser

Med virkning fra den 3. oktober nedsættes registreringsafgiften for motorcykler, så den lave sats ændres fra 105 pct. til 85 pct., og skalaknækket fra lav sats til den høje sats på 150 pct. flyttes fra 33.600 kr. til 58.400 kr. I første omgang så det ud til, ABS-fradraget ville bortfalde, men den seneste melding tyder på, at fradraget på 4165 kr. bevares.

I praksis vil afgiftsændringen betyde, at en motorcykel til 80.000 kr. som f.eks. Yamaha MT-07 falder 6600 kr. i afgift, og en til model til 130.000 kr., som f.eks. Kawasaki Z 900 og Yamaha MT-09, falder med 20.900 kr. til 109.075 kr. En Yamaha MT-10, der før kostede 206.990 kr., falder til 186.070 kr.

Hos Motorcykel Importør Foreningen hilser man den ændrede afgift velkommen, selv om man er skuffet over det langvarige forhandlingsforløb, som er opstået, efter at Politiken for godt og vel tre uger siden bragte historien om, at en afgiftsændring var på vej.

– Bilforhandlerne har oplevet en salgsnedgang på omkring 35 pct. de seneste uger – i mc-branchen har den manglende udmelding om afgiftsændringerne betydet en tilbagegang på 50 pct., så vi er glade for, at der omsider er kommet en afklaring, selv om det har taget alt for lang tid, siger Erik Blacha, som er formand for MIF.

– I det store hele er resultatet tilfredsstillende, selv om vi havde håbet, at bundfradraget var blevet hævet. Men det er positivt, at den lave sats er sat ned og skalaknækket til høj sats flyttet op. Og fra en kilde i Finansministeriet har vi heldigvis en ubekræftet information om, at ABS-fradraget bevares, siger Blacha.

De danske motorcykelforhandlere er i bund og grund også positive overfor de nye afgifter, selv om ændringerne ikke er uden ulemper.

– Vi glæder os naturligvis over afgiftsnedsættelsen, selv om vi bestemt ikke er imponerende over processen. Sådan en ændring skal komme som en tyv om natten, siger John Tange, formand for Motorcykel Forhandler Foreningen.

– Afgiftsnedsættelsen rammer desværre også de forhandlere, som har et stort lager af brugte motorcykler, der bliver mindre værd. Men det er en ulempe, som vi må tage med, når vi ønsker os lavere registreringsafgifter, mener Tange.