MFF og MotorcykelGalleri indgår samarbejde

MFF logoMotorcykel Forhandler Foreningen (MFF) starter 2014 med implementering af nyt logo og indgår en offensiv samarbejdsaftale med MotorcykelGalleri om præsentation af foreningens portal wrooom.dk.

MFF besluttede tilbage i 2011 en række nye tiltag med fokus på den strategiske udvikling af foreningens potentiale – til gavn for kunder, medlemmer og samarbejdspartnere. Man udviklede i samarbejde med CELF specifikke uddannelser for personale i mc-forretninger og på mc-værksteder, og man besluttede at etablere en IT-portal for salg af reservedele.

Portalen wrooom.dk blev lanceret i december 2012, og på ganske kort tid har den placeret sig som Danmarks største webshop-portal for motorcykelreservedele med billeder. Og ganske logisk har man for nylig valgt at supplere sortimentet på wrooom.dk med de nye og brugte motorcykler, som står til salg i MFF-medlemmernes forretninger.

MFF har 74 danske motorcykelforhandlere som medlemmer, og MotorcykelGalleri er sammen med DBA (Den Blå Avis) dokumenteret de suverænt største spillere på det digitale motorcykelmarked i Danmark. På grund af de sammenfaldende interesser har MFF og MotorcykelGalleri nu indledt et gensidigt samarbejde, hvilket bl.a. betyder, at wrooom.dk fra den 23. januar (klokken 16) repræsenterer forhandlerportalen på MotorcykelGalleri.dk’s handelsplads for reservedele og motorcykler.

Den nye start markeres med indførsel af MFF’s nye logo og grafiske profil.