MotoGP: Den unge generation stormer frem

Søndag så vi igen en ny vinder i MotoGP, da 25-årige Miguel Oliveira fra Portugal på sin Tech 3 KTM blev årets tredje dugfriske sejrherre i roadracingsportens kongeklasse i blot fem løb. Petronas-Yamaha’s Fabio Quartararo, 21 år og fra Frankrig, åbnede ballet med sejre i årets to første Moto’GP’er, som begge blev kørt på Jerez. Derefter sluttede 25-årige Brad Binder fra Sydafrika sig til det fine selskab, da han snuppede sin og KTM’s første MotoGP-sejr på Brno.

Undtagelsen, der bekræfter reglen, er Ducati’s Andrea Dovizioso på 34 år, som for en uge siden vandt det østrigske MotoGP. Et løb, der var et splitsekund fra at ende fatalt for Valentino Rossi og Maverick Vinales, da Franco Morbidellis fordæk med 300 km/t ramte Johann Zarcos bagdæk, og deres racere krydsede banen få centimeter fra Yamaha’s to fabriks-kørere.

Søndag var den gal igen på Spielberg-banen, da Vinales’ forbremse svigtede, og spanieren med over 200 km/t måtte hoppe af sin racer, der endte som et brændende vrag i det punkterede softfence. Både før og efter det røde flag blev løbet i Østrig domineret af den nye generation af MotoGP-kørere. Suzuki’s 22-årige Joan Mir fra Spanien lignede endnu en sikker førstegangs-vinder foran australske, 25 år gamle Jack Miller på Ducati og japaneren Takaaki Nakagami på LCR Honda (nærmest en veteran på 28 år), da løbet blev afbrudt.

I genstarten over 10 omgange (oprindelig løbsdistance 28 runder) så alt ud til, at KTM’s Pol Espargaro fra Spanien, som topper listen med en alder på 29 år, skulle erobre sin første MotoGP-sejr foran Miller og Oliveira. Men spanieren var for defensiv et par sving fra mål, og Miller kom forbi. Og mens de to sloges om at være forrest gennem den sidste kurve, kørte Oliveira inden om og blev dermed Portugals første MotoGP-vinder.

VM-stilling i efter 5 af 14 MotoGP’er: 1. Quartararo, 70, 2. Dovizioso 67, 3. Miller 56, 4. Binder 49, 5. Vinales 48, 6. Nakagami 46, 7. Rossi 45, 8. Mir 44, 9. Oliveira 43, 10. Pol Espargaro 35, 11. Morbidelli 32, 12. Zarco 30, 13. Rins 29, 14. Petrucci 25, 15. Alex Marquez 15, 16. Aleix Espargaro 15, 17. Lecuona 13, 18. Bagnaia 9, 19. Smith 8.