MotoGP: Sejr til Crutchlow, Marquez i nedsmeltning


Cal Crutchlow vandt søndag karrierens tredje MotoGP-sejr på Termas Rio Hondo-banen i Argentina. Men britens triumf, der samtidig var Honda’s GP-sejr nummer 750, blev fuldstændig overskygget af en kaotisk startprocedure og usportslig kørsel fra Marc Marquez, der måtte indkassere hele tre sanktioner i løbet for sine farlige manøvrer på banen.

Forvirringen på startgrid’en begynder, da australske Jack Miller i let regn holder på karrierens første MotoGP-pole position med slicks på sin Pramac Ducati, mens feltets øvrige racere bliver trukket tilbage i pitlane for skift til regndæk. Reelt skal alle kørere pånær Miller derpå starte i vilkårlig rækkefølge fra pitlane, hvilket nok vil være spændende tv, men også kan blive ekstremt farligt. Så af hensyn til sikkerheden vælger løbsledelsen at line resten af feltet, som nu er tilbage på slicks, op fem rækker efter Jack Miller. En alternativ løsning kunne være at give Miller et efterfølgende tidsforspring i resultatet på 30 sekunder, men sådan blev det ikke.

Få sekunder før start på den pletvis våde bane staller Marquez sin Honda. Han får ganske imponerende skubbet den i gang igen, hvorefter han kører mod færdselsretningen for at komme tilbage til sin startbås. Miseren straffes med en “ride through”, og turen gennem pitten sender spanieren, som allerede på anden omgang overhaler den perfekt startende Miller, fra føringen ned på 19.-pladsen.

Herfra indledes en vild opkørsel gennem feltet, som kun Marquez kan gøre det. Ind imellem går det dog lige febrilsk nok for sig, og Aleix Espargaro får et puf, der koster Marquez en straf, hvor han skal lade sig falde en placering tilbage. For en sikkerheds skyld falder han to pladser tilbage, men inden længe er han fremme ved Valentino Rossi, som ligger på 7.-pladsen. Selv om Marquez på dette tidspunkt er 1 sekund hurtigere pr. omgang end Rossi og derfor har masser af muligheder for at overhale, forsøger han at presse sig forbi et sted, hvor der ingen plads er. Begge kørere misser apex og driver ud i svinget, og Rossi kommer ud i det våde græs og styrter. For den episode får Marquez efter løbets afslutning en 30-sekunders tidsstraf, der flytter ham fra 5.-pladsen til 18.-pladsen.

Hvad sker der her? Er vi tilbage til 2015, hvor Marquez på Sepang blev beskyldt for at hjælpe landsmanden Lorenzo til endnu en VM-titel ved at cruise rundt og genere Rossi? Marc Marquez er ikke firedobbelt verdensmester for ingenting. Han er uden diskussion feltet største kørertalent, men stadigt flere mener, at Marquez mangler respekt for sine konkurrenter. MotoGP er ikke stockcar-løb, men seriøs motorsport i motorcyklernes fineste klasse med racere, der yder over 275 hk og har en topfart over 350 km/t.

Hvad mener du? Er det sådan her, motorsport skal være, eller bør Marquez straffes hårdere ovenpå det kaotiske løb i Argentina?

Resultat MotoGP Argentina:
1. Cal Crutchlow Honda GB 40’36.342
2. Johann Zarco Yamaha F 00’00.251
3. Alex Rins Suzuki E 00’02.501
4. Jack Miller Honda AUS 00’04.390
5. Maverick Viñales Yamaha E 00’14.941
6. Andrea Dovizioso Ducati I 00’22.533
7. Tito Rabat Honda E 00’23.026
8. Andrea Iannone Suzuki I 00’23.921
9. Hafizh Syahrin Yamaha MYS 00’24.311
10. Danilo Petrucci Ducati I 00’26.003
11. Pol Espargaro KTM E 00’31.022
12. Scott Redding Ducati GB 00’31.891
13. Takaaki Nakagami Honda J 00’32.452
14. Franco Morbidelli Honda I 00’42.061
15. Jorge Lorenzo Ducati E 00’42.274
16. Alvaro Bautista Ducati E 00’42.625
17. Thomas Luthi Honda CH 00’43.350
18. Marc Marquez Honda E 00’43.860
19. Valentino Rossi Yamaha I 00’52.082
20. Karel Abraham Ducati CZ 01’03.944
21. Xavier Simeon Ducati B 01’10.144
22. Bradley Smith KTM GB 7 omgange
23. Aleix Espargaro Aprilia E 11 omgange
24. Daniel Pedrosa Honda E 00’00.000

VM-stilling efter 2 af 19 løb:
1. Crutchlow 38, 2. Dovizioso 35, 3. Zarco 28, 4. Viñales 21, 5. Marquez 20, 6. Miller 19, 7. Petrucci 17, 8. Rins 16, 9. Rossi 16, 10. Iannone 15