Nu er kontrakten underskrevet: Rossi kører Petronas Yamaha i 2021

Petronas Yamaha Sepang Racing Team kunne fredag stolt meddele, at Valentino Rossi bliver en del af deres team i MotoGP-sæsonen 2021. Valentino Rossi er en af verdens største motorsportspersonligheder med hele ni VM-titler (en i 125, en i 250, en i 500 og seks i MotoGP) på sit CV.

Den 41-årige italiener slutter sig til Yamaha’s satellitteam i deres blot tredje sæson i MotoGP-klassen. Det malaysiske team debuterede i Qatar i 2019, og allerede i første sæson i topklassen opnåede Petronas Yamaha SRT seks pole positions og syv podieplaceringer – inden de vandt titlen for uafhængige teams. 

I år har teamet allerede hentet to pole positions, seks podieplaceringer og fire sejre. Senest med søndagens sejr til Fabio Quartararo på Catalunya-banen, hvor Franco Morbidelli blev nummer to – og Valentino Rossi styrtede, mens han lå på 2.-pladsen foran Morbidelli. Ham bliver Rossi dermed teamkollega med i 2021, hvor Quartararo overtager Rossis plads i fabriksteamet.

Hos Petronas Yamaha SRT er den svenske teamboss Johan Stigefelt naturligvis ganske overvældet over teamets erobring.

– At være i stand til at få en kører som Valentino Rossi med i vores team allerede i vores tredje sæson i klassen er intet mindre end fantastisk. På kort tid har vi udviklet os fra et Moto3- og Moto2-team til et MotoGP-team. Det er virkelig stort for os både at føre i VM-stillingen og samtidig skrive kontrakt med en af motorsportens allerstørste.

– Det er længe siden, Valentino kørte i et satellitteam, og vi vil gøre vores bedste for at hjælpe ham med at føle sig som ny igen. Vi ønsker at sikre, at han føler sig godt tilpas i vores team, som vi tror så meget på. Vores mål er at blive endnu bedre som team, at hjælpe Rossi med at levere de bedst mulige resultater og at gøre 2021 til et mindeværdigt år, slutter Stiggy.