Så meget ændres mc-priserne med den nye registreringsafgift

Regeringens nyligt fremlagte forslag til en ny finanslov, som har støtte fra Radikale, SF og Enhedslisten, rummer også en række ændringer i registreringsafgiften for motorcykler. På MOTORRAD-redaktionen har vi regnet lidt på konsekvenserne af ændringerne, som i korte træk er følgende:

ABS-fradraget, som hidtil har reduceret beregningsgrundlaget med 4165 kr., falder bort. Meget logisk, da blokeringsfri bremser (på 125’ere alternativt kombi-bremser, der ikke har udløst fradrag) er obligatoriske nu om dage.  

Den skattefri bundgrænse (i 2020 på 10.200 kr.) fjernes, og i stedet indføres en 25 procent afgift på værdien op til 20.000 kr.

85 procent-afgiften sætter dermed ind fra 20.000 kr. og går nu til 68.000 kr. (62.300 kr. i 2020), hvor 150 procent-afgiften tager over.

Meget godt, men hvad betyder disse ændringer i praksis? Det ville vi også gerne vide, så vi satte os til at regne på motorcykler i en bred vifte af prisklasser fra Yamaha, der er Danmarks mest købte mc-mærke med modeller på alle prisniveauer. 

Som udgangspunkt for beregningen af afgiften i 2020 og 2021 benytter vi 2020-modellens pris uden afgift – det såkaldte beregningsgrundlag. Resultatet bliver derfor ikke prisen på en 2021-model, men viser blot, hvad den ændrede afgift gør ved motorcyklens pris.

Spare-A1: Yamaha YBR 125, 2020-pris 29.990 kr.
Afgift 2020: 8179 kr.
Afgift 2021: 4955 kr.
Forskel: 3223 kr. billigere  

A1: Yamaha MT-125, 2020-pris 52.990 kr.
Afgift 2020: 16.833 kr.
Afgift 2021: 17.043 kr.
Forskel: 211 kr. dyrere

A2: Yamaha MT-07, 2020-pris 82.990 kr.
Afgift 2020: 30.616 kr.
Afgift 2021: 30.826 kr.
Forskel: 210 kr. dyrere

A, mellemklasse: Yamaha Tracer 900 GT, 2020-pris 165.990 kr.
Afgift 2020: 76.235 kr.
Afgift 2021: 75.448 kr.
Forskel: 787 kr. billigere

A, superbike: Yamaha YZF-R1, 2020-pris 281.990 kr.
Afgift 2020: 145.835 kr.
Afgift 2021: 145.048 kr.
Forskel: 787 kr. billigere

For eldrevne motorcykler har registreringsafgiften været indfaset med 20 procent af den traditionelle afgift. Denne sats ændres til 40 procent i 2021 og 80 procent i 2030, mens bundfradraget, som i 2020 hed 40.000 kr., reguleres til 106.500 kr. i 2021, 101.500 kr. i 2025 og 91.500 kr. i 2030.

Den ændrede registreringsafgift får virkning fra fredag den 18. december, når forslaget fremsættes i Folketinget. Ønsker du at handle motorcykel til den gamle afgift, skal du skrive under på en slutseddel seneste den 17. december. Motorcyklen kan derefter leveres indtil den 1. juni 2021.