Skal du være den nye ejer af Motour.dk?

Motour.dk-konceptet har eksisteret siden 1993 og er gennem årene blevet kendt som et rejsebureau med et bredt udbud af kvalitets-motorcykelrejser til store dele af verden. Men nu har Motour.dk’s stifter og indehaver, Henrik Tang, valgt at takke af.

– Jeg har alt for mange opgaver, og der bliver ikke færre i fremtiden. Og derfor ønsker jeg at finde en person, der kan tage over, fortæller Henrik Tang.

Rejsebureauet sælges som et færdigt koncept, hvor Henrik Tang har skabt grundlaget for en naturlig fortsættelse for en fremtidig ejer. I handlen indgår en defineret strategi og handlingsplan for virksomheden, et eksisterende regnskabs-, kalkule- og bookingsystem samt website, ligesom der foreligger kontraktaftaler og arkivmateriale til færdiggørelse af mange nye fremtidige rejser. Der er tillige et massivt billedarkiv, som dækker alle behov for billeder til fremtidige rejser. Tillige findes en struktureret markedsføringsplan og erfaringsgrundlag for valg af de mest effektive markedsføringsaktiviteter.

Konceptet består af et rejseprogram med individuel tilmelding afviklet som grupper, et gennemtestet og udviklet grupperejse-program for lukkede grupper, kør selv-rejser til udvalgte destinationer samt kør selv-rejser som rundrejser.

– For den rette person er der grundlag for et spændende og afvekslende arbejdsliv med stor kunde- og gæstekontakt og mulighed for et indholdsrigt mc-liv, fortæller Henrik Tang.

Der er lavet en realistisk værdiansættelse, der baseres på virksomhedens markedsplacering, de sidste fem årsregnskaber, konceptets berettigelse og kundegrundlag. Til understøttelse for at succesen kan fortsætte, er der mulighed for oplæring i 2017, hvor der er et fuldt udviklet og solgt rejseprogram, så den nye ejer kan følge dagligdagen og være med på forskellige rejser.

– Efter forventet overtagelse 1. januar 2018 vil der efter nærmere aftale være opbakning fra mig i den periode, det er ønskeligt, og under de betingelser det gensidigt kræver. Nærmere betingelser indgås individuelt med køber. Jeg har p.t. idé- og udviklingsforslag til rejser til tre-fire fremtidige sæsoner, ligesom der ligger nye kontrakter til udvikling af kør selv-konceptet. Hvis du ønsker at se økonomien i virksomheden, er der offentligt tilgængelige regnskaber.

– Jeg ønsker at sælge mit rejsebureau til den rigtige person, og derfor kan seriøst interesserede kontakte mig ved at sende mail med en beskrivelse af dem selv og deres levnedsforløb suppleret af tankerne omkring egne fremtidige ønsker og planer.

Kontaktoplysninger findes på www.motour.dk. For den rette person med motivation til at lære sig Motour.dk’s koncept er der her en sjælden mulighed for at fortsætte en god og veludviklet virksomhed.