SKAT på besøg hos Motorcykel Forhandler Foreningen (MFF)

MMF GFI forbindelse med afholdelse af Motorcykel Forhandler Foreningen’s generalforsamling lørdag den 15. november havde motorcykelforhandlerne inviteret Specialkonsulent Jakob S. Hansen fra SKAT Motorcenter Høje Tåstrup til at holde et indlæg om, hvorledes samarbejdet imellem motorcykelforhandlerne og SKAT kan fremmes.

Baggrunden for dette møde var, at MFF igennem hele 2014 har været i direkte og konstruktiv dialog med Jakob S Hansen omkring motorcykelbranchens specielle udfordringer, der især skyldes det, indtil i år, dramatiske fald i nyregistreringer. Et fald, der nu er afsluttet efter flere års nedgang.

Her ved udgangen af 2014-sæsonen peger kurven igen opad, men branchen kæmper stadig med efterdønningerne af krisen, og derfor tog MFF kontakt til SKAT for at se på, hvilke muligheder lovgivningen rummer for netop den problemstilling, som MFF’s medlemmer sad fast i – nemlig et stor lager af overgemte usolgte motorcykler. Motorcykler, hvor registreringsafgiften udgør en betydelig del af købsprisen.

Foreningens henvendelse blev taget alvorligt, og indledende møder fik klarlagt, hvilke muligheder lovgivningen rummer. Disse møder har også skabt en positiv dialog med respekt for begge parters roller og de udfordringer, som både SKAT og MFF står overfor.

Derfor var næste naturlige skridt, at SKAT mødte MFF-forhandlerne i direkte dialog i forbindelse med MFF’s generalforsamling for netop der at udveksle erfaringer. Dels om, hvorledes samarbejdet var forløbet, set fra hver sin side af bordet – dels hvad der eventuelt skulle rettes op på og kunne gøres bedre fremover.

Konklusionen på en til tider livlig debat blev, at et konstruktivt samarbejde omkring de udfordringer, som begge parter står overfor, var den eneste farbare vej for at skabe de nødvendige arbejdsbetingelser i dagligdagen.

MFF kunne således meddele, at foreningen også – helt i samarbejdes ånd – har engageret sig proaktivt i arbejdet med opdatering af SKAT’s niveaulister for motorcykler. Lister, der benyttes som grundlag for afgiftsberegning i forbindelse med brugte motorcykler.