Superbike-VM på Laguna Seca: Katastrofe-weekend for Bautista – Rea i massiv VM-føring

Mens Jonathan Rea kunne skrive endnu en par sejre på sit cv efter 9. afdeling af Superbike-VM på Laguna Seca, måtte ærkerivalen Alvaro Bautista tage fra USA uden et eneste point. For Kawasaki’s firedobbelte verdensmester var weekenden i Californien en sand magtdemonstration.

Lørdag satte han sig på årets fjerde pole position – vandt derefter løb 1 efter en hård kamp med Ducati’s Chaz Davies, der langt om længe er blevet dus med sin nye V4-racer. Davies’ teamkollega var på en 3.-plads med i kampen om føringen, da han styrtede på femte omgang, netop som han havde sat hurtigste omgangstid. Puccetti-Kawasaki’s Toprak Razgatlioglu kørte i mål på 3.-pladsen foran Tom Sykes på BMW.

Ulykkerne fortsatte for Bautista i søndagens sprintrace. Allerede i sving 2 på første omgang kom Razgatlioglus bagdæk og Bautistas fordæk på kollisionskurs, og Ducati-køreren måtte bide i støvet. Løbet blev dog stoppet med rødt flag kort tid efter, da wild card-køreren J.D. Beach og Altea-Honda’s Alessandro Delbianco tørnede sammen på vej ind i Cork Screw’en. Det røde flag gav Ducati-mandskabet tid til at reparere Bautistas Panigale V4R, men spanieren nåede ikke tilbage fra banens Medical Center tids nok til at komme med i det genstartede løb, der nu var forkortet med to omgange til otte. Igen vandt Rea (efter at have sat ny banerekord) foran Davies, mens Sykes og Razgatlioglu havde byttet plads, så BMW-køreren kom på sejrsskamlen.

I søndagens løb 2 blev kampen om sejren en dyst mellem Rea og Davies. Løbet var dog kun godt og vel en omgang gammelt, da Alvaro Bautista trillede i pit grundet problemer med venstre skulder. Der var ikke konstateret brud på skulderen efter spanierens hårde møde med den amerikanske asfalt tidligere på dagen, men smerterne var åbenbart ubærlige. Om det var pittavlebeskeden “Bautista out”, der gjorde udslaget, er ikke til at vide, men Davies syntes mere motiveret end nogensinde, og Rea så i øjnene, at han ikke havde farten til en sejr. Således lykkedes det trods alle ulykker Ducati at indtage sejrsskamlens øverste trin på Laguna Seca i år. Razgatlioglu og Sykes var igen at finde på 3.- og 4.-pladsen.

Weekendens resultat er en katastrofe for Alvaro Bautista, der åbnede sæsonen med 11 sejre på stribe og tidligere på sæsonen (efter sprintracet på Jerez) havde et forspring på hele 61 point. Nu er han i stedet 81 point efter Rea – på et tidspunkt, hvor der blot mangler fire VM-afdelinger.

For spanieren og folkene omkring ham er der noget at tænke over i den lange sommerferie, inden VM-kampen fortsætter på Portimao den første weekend i september.

VM-stilling efter 9 af 13 afdelinger:1. Rea 433, 2. Bautista 352, 3. Lowes 220, 4. van der Mark 215, 5. Haslam 202, 6. Razgatlioglu 191, 7. Davies 184, 8. Sykes 170, 9. Melandri 138, 10. Cortese 100