Superbike-VM: Rea på sikker kurs mod VM-titlen

Misano_Rea_GB48937En 2.-plads og en sejr skaffede Kawasaki-køreren Jonathan Rea et solidt forspring i VM-stillingen, da Misano Adriatico søndag lagde frisk asfalt til kampen om Superbike-VM. Reas polster på 124 point før løbene ved den italienske østkyst skrumpede dog med 5 point i løb 1, hvor teamkollega og nærmeste rival, polesætter Tom Sykes bl.a. takket være et bedre dækvalg sikrede sig sejren. Rea havde taget chancen med Pirelli’s hårde bagdæk, og det manglende greb var tydeligvis et problem for nordireren, som også brugte uforholdsmæssigt mange omgange på at komme forbi Aprilia’s Leaon Haslam på 3.-pladsen. Det lignede derefter en umulighed at nå frem til Ducati’s Davide Giugliano, men italieneren var svækket af skrammer og blå mærker fra hele to træningsstyrt, og på næstsidste omgang kunne Rea indtage 2.-pladsen.

I løb 2 startede Sykes endnu en gang perfekt, men Giugliano var endnu bedre kørende end i løb 1, og på 7. omgang gik Ducati #34 i front. Rea havde dog fået et blødt bagdæk på, og med det øgede bid rykkede han trods et par kørefejl forbi både Sykes og Giugliano. Efter Reas overhaling tabte Sykes fuldstændig momentum og kørte i mål på en skuffende 5.-plads. 3 tiendedele efter fulgte gæstekøreren Max Biaggi, som også snuppede en 6.-plads i løb 1. Biaggi vandt Superbike-VM i 2010 og 2012, og den romerske kejser har tydeligvis ikke glemt, hvordan man kører stærkt. Han var hurtigst i begge fredagens fri træninger, men var tydeligvis lidt rusten, når det gjaldt om at skubbe og finde de rette huller i de første sving efter start. Biaggis gode træningstid skyldes ikke mindst, at han forud for løbet havde tilbagelagt 2500 test-km på Misano.

Rea har i år erobret hele 11 sejre og to 2.-pladser, hans forspring er nu massive 133 point, og med 10 resterende løb i 2015 kan kun sort uheld forhindre Kawa-køreren i at vinde VM.

Næste afdeling af Superbike-VM køres den 29. juli på Laguna Seca.

VM-stilling efter 8 af 13 løb: Rea 375, Sykes 242, Haslam 226, Davies 213, Torres 140, Guintoli 127, Giugliano 106, vd Mark 97, Mercado 90, Baiocco 89.

Annonce

Annonce