Test af TomTom Rider 410: Din nye ven på turen

TomTom_ montering tv cutMOTORRAD Danmark har afprøvet TomTom Rider 410 i en ”Great Rides Edition”, og den ku’ vi godt li’. Den nye GPS leveres i lækker emballage, som ikke står tilbage for en smartphone. Den vil være et hit som gave alene af denne grund.

Du får lynhurtigt vippet den pæne, velformede GPS-ven op i hånden og har et sikkert greb med ørerne på bagsiden. Længere nede i gaveæsken under den minimale, men tilstrækkelige instruktionsbog findes en stropmonteret æske med kabler og RAM-montering til mc-styret.

TomTom Rider 410 Great Rides Edition koster 2999 kr. Premium Pack-udgaven fås for 3799 kr.

TomTom Rider 410 Great Rides Edition koster 2999 kr. Premium Pack-udgaven fås for 3799 kr.

USB-forbind din nye ven til en computer, og lad GPS’en op, mens opdaterede Europa-kort påfyldes fra TomTom på internet – livs­varigt abonnement er inkluderet. I mellemtiden monterer du GPS-holderen med halvdelen af RAM-udstyret, for du kan ikke lade det være. Der medfølger endda en unbraconøgle til at spænde med. Men så må du fra gavebordet og til filebænken, for den med­følgende ledning skal have monteret stik, der passer din mc, og stikkene er ikke med i æsken. På vores mc er der tilbehørsstik under sædet, så et par spadestik, lidt lodning – klar.

RAM-monteringssystemets kerne er 3/4”-store, gummiklædte kugler forbundne med klamper. Det er amerikansk, enkelt og godt. Fås i masser af variationer, mange steder. Det er lidt som Lego, og pludselig har du også RAM i din bil og kan også hænge iPad’en ved siden af speedometeret. Og på køle­skabet. Pas på, det griber om sig.

TomTom Rider 410 har en topblank touch­skærm, forsænket 1 mm som ridsebeskyttelse. Skærmen er lysstærk og grafikken god, aflæsning i solskin meget fin, men fedtpletter ses hurtigt. Betjening med handsker er godkendt. Kun startknappen er mekanisk, under gummihud.

Al kommunikation er Bluetooth, dejligt at slippe for et kabelhelvede til intercom, musik o.s.v. Real-time trafik- og ruteoplysninger kan således modtages fra internet via din mobiltelefon. Hvis du er vant til andre fabrikater, skal du vænnes fra og til, for TomTom Rider 410’s mange gode funktioner er gemt i menuer, som man skal lære at kende. Når det er på plads, er det ligesom at tale fransk: Hest hedder cheval, og sådan er det hele vejen!

Vi sætter særlig pris på den kvikke grafik, som giver forhånds­viden om formen på næste sving – en stor hjælp ved inspireret landevejskørsel. Ligeledes GPS’ens nemme rundtursplanlægning, og at navigationen kan sættes i tre grader af snoede veje og til dedikerede AlpenRiders i tre grader af højde.

Det er smart, at GPS’en kan drejes i holderen fra vandret til lodret orientering. Vi er ikke imponerede over, hvor lang tid den bruger på at opdage, at den er blevet drejet 90 grader i holderen.

TomTom Rider 410 Great Rides Edition er forhåndslastet med 100 europæiske ruter, heraf to danske. Det er god inspiration og et meningsfuldt alternativ til Facebook. Der er også fri adgang til on­line-ruteplanlægning på din computer, og du kan dele med andre.

Skal vi afsted nu?