Triumph lancerer special-serien TFC – en heftig Thruxton caféracer og en helt vild Rocket 3

Du kan ligeså godt vænne dig til at sige bogstaverne TFC – en forkortelse, vi fremover vil kende som Triumph Factory Custom. Små serier på hver 750 eksemplarer af eksklusive, specialbyggede modeller, samlet med kærlighed på briternes fabrik i Hinckley. 

Første model i den nye delikate serie er Thruxton TFC. Dresset op med halvkåbe, men nok så vigtigt også 10 hk stærkere og med mere bøf i mellemområdet end Thruxton R (115 Nm ved 4850 o/m i stedet for 112 ved 4950 o/m). Den ekstra motorkraft matches af fuldt justerbar Öhlins-affjedring for og bag, radial bremsemaster fra Brembo, der også har leveret de radialmonterede monoblokcalipere samt originalmonterede Metzeler Racetech RR-dæk.

Vance & Hines-potter i titanium med ender i kulfiber pynter både på sound og udseende, og både lakering, kulfiberdetaljer og den CNC-fræsede gaffelbro med nummerplakette understreger eksklusiviteten på caféraceren.

Thruxton TFC får skandinavisk premiere ved MC-Mässan i Stockholm i den kommende weekend og nej – vi kender desværre endnu ikke prisen.

Næste TFC-model baserer sig på en splinterny Rocket III, som ifølge Triumph bliver “den ultimative motorcykel med den største masseproducerede mc-motor nogensinde”. Forgængeren havde 2,3 liter slagvolumen i den langsliggende, 3-cylindrede rækkemotor med 148 hk, så det bliver vildt. Detaljerne får vi desværre først den 1. maj, når modellen officielt bliver præsenteret.

Annonce

Annonce