Xpedit inviterer til Adventure Days-møde den 28. januar

Xpedit adventureXpedit forsøgte sig i 2013 som arrangør af Enduro-ture, og nu gentager BMW-forhandleren i Farum og Ølgod succesen fra i sommer og tager initiativ til Adventure Days 2014.

– I samarbejde med to af vore kunder, Steen Broen Møller og Dan Holm, har vi denne gang taget initiativ til en Adventure-skole – Modul 1 og 2 – et køreteknisk kursus opdelt i to moduler og med udgangspunkt i grundprincipperne for endurokørsel, siger Jesper Dal fra Xpedit. Han fortæller samtidig, at det hele foregår i et lukket område og vil blive afholdt under kyndig vejledning af erfarne undervisere.

Adventure Days 2014-programmet rummer også en to-dages tur til Sverige med køretekniske udfordringer på spændende terræn med udgangspunkt i de foregående Adventure-skoler.

Turen op til Adventure Days 2014 er planlagt med formålet at gøre rejsen til en totaloplevelse med udgangspunkt i de foregående kurser og ture. Alle arrangementer vil blive gennemført på en sådan måde, at der vil være plads til alle kørere uanset niveau. På alle kurser og ture er det sørget for god forplejning og desuden mulighed for at deltage med mekaniker.

– Alt dette vil vi fortælle mere om den 28. januar hos Xpedit CpH, hvor vi holder info-aften omkring Adventure Days 2014. Denne aften har vi inviteret forhandlere, som vil vise og fortælle om deres udstyr til Adventure- og Endurokørsel, siger Jesper Dal.

Tilmelding sker efter “først til mølle”-princippet. Bindende tilmelding kan foretages på event@xpedit.dk

Se mere info på http://www.xpedit.dk/adventuredays/