Zero Motorcycles får ny forhandler i Aarhus

Larsen ZeroDe elektriske motorcykler vinder for alvor indpas på det danske mc-marked, og det amerikanske mærke Zero Motorcycles ekspanderer nu til Danmarks næststørste by med forhandling i Lystrup ved Aarhus fra april måned.

Det er blot få måneder siden, at Zero, de bedst sælgende el-motorcykler på markedet, kom til Danmark med Jens Winther i Roskilde som dansk importør. Jens Winther har set stort potentiale i Larsen Motorcykler, som med sin centrale beliggenhed bliver Jyllands første Zero-forhandler.

Larsen Motorcykler ledes af Tina Larsen, og sammen med forretningens øvrige personale ser hun frem til at præsentere cyklerne ved firmaets åbent hus-arrangement den 18. april, hvor der også vil være mulighed for prøvekørsel af de californiske cykler, der har en rækkevidde på op til mere end 200 km og kan accelerere fra 0 til 100 på under fire sekunder. Med introduktionen af Zero kan aarhusianerne se frem til mindre forurening og lydløse motorcykler i gaderne.